Forældre sjusker med børnenes håndhygiejne

Kilde: Effector kommunikation, Dettol
Dato: 24. September 2012
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2012/ADHD_barn_yngst.jpg

De små poders hænder er ikke så rene, som de burde være. En ny nordisk undersøgelse viser, at vi sløser med vores børns rutiner ved håndvasken. Det er særligt i de situationer, hvor der er størst risiko for smitte som ved måltider, eller når vi har pudset næse, at vi lader stå til. Børnene betaler prisen for forældrenes mangel på viden og engagement i håndhygiejne i form af forringet trivsel og flere sygedage

De små poders hænder er ikke så rene, som de burde være. En ny nordisk undersøgelse viser, at vi sløser med vores børns rutiner ved håndvasken. Det er særligt i de situationer, hvor der er størst risiko for smitte som ved måltider, eller når vi har pudset næse, at vi lader stå til.  Børnene betaler prisen for forældrenes mangel på viden og engagement i håndhygiejne i form af forringet trivsel og flere sygedage.
 

Vi vasker ikke hænder ofte nok

Det er især vores børns sjældne besøg ved håndvasken, der springer i øjnene i en ny, nordisk hygiejneundersøgelse gennemført af Dettol blandt over 4.000 personer. Mere end hver femte af de 1.004 danske deltagere fortæller, at deres børn sjældent vasker hænder inden et hovedmåltid, mens det ved mellemmåltiderne er op imod halvdelen, som sjældent får vasket de små, beskidte fingre, inden de putter mad i munden.

Derudover glemmer mere end hvert fjerde barn at vaske hænder, når der er en smitterisiko, som når de f.eks. har været i kontakt med et sygt familiemedlem. Et ud af tre børn får ofte ikke vasket hænder, når de kommer hjem fra institutionen, hvorved diverse sygdomsfremmende bakterier og vira slæbes med hjem.

Undersøgelsen viser, at der er en klar sammenhæng mellem børnenes og deres forældres håndhygiejnevaner - både hvad angår gode og dårlige vaner. Hvis mor eller far eksempelvis sjældent vasker hænder før et mellemmåltid, så vasker deres børn heller ikke (8%) eller sjældent (56%) hænder.
 

80 sygedage om året

Et lille barn kan have op i mod 80 sygedage om året. Forbedret hygiejne kan heldigvis reducere antallet af sygedage med en tredjedel. Behovet for god håndhygiejne er stort blandt børnene, da infektionssygdomme bl.a. er forbundet med smerter, feber, træthed, utilpashed og manglende overskud til at lege. Derudover kan megen sygdom påvirke barnets indlæring og føre til unødig medicinering. Derudover lægger de mange sygedage pres på forældrene, der gerne vil være hos deres syge barn, men også har et arbejdet at passe.

- Hvis man lærer sit barn at vaske hænder, når det er relevant, vil gevinsten vise sig i form af færre
opslidende sygedage, men desværre viser undersøgelsen, at det kniber for forældrene at få de gode hygiejnevaner ind i hverdagen, siger sundhedsplejerske, Vibeke Stage fra Odense Kommune.
 

Myter og uvidenhed stortrives i hygiejnedebatten

En af årsagerne til de dårlige resultater i undersøgelsen er blandt andet uvidenhed og myter om, hvad der gør os syge, er fasttømrede i vores bevidsthed. F.eks. tror hver fjerde, at bakterier og vira kan fjernes ved at lufte ud.

- Håndvask er en vigtig del af opdragelsen, som jeg synes, alle forældre skal tage sig tid til at lære fra sig. De sunde vaner skal læres helt fra barns ben af. Argumentet om ikke at have tid i hverdagen holder ikke, for dårlig hygiejne koster mere på familiekontoen. God hygiejne kræver en enkel, men grundig indsats og ikke mindst omtanke. Det er ikke nok at vaske hænder, man skal også vaske hænderne ordentligt. Når man ikke har adgang til vand og sæbe, f.eks. kan man tage antibakterielle gels i brug, når man er på farten. Her skal man dog være opmærksom på, at gelen anvendes korrekt, hvis den skal have nogen virkning, siger Vibeke Stage.