Discount-tandpleje til ældre

Kilde: Dansk Tandlægeforening
Dato: 11. juni 2012
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2012/aeldre_tandpleje.jpg

Knap 30.000 borgere får i dag tandlægehjælp via omsorgstandplejen, men det burde gælde for i hvert fald dobbelt så mange. Mange tusinde af landets ældre får således ikke den tandlægehjælp, de har behov for og med rette har krav på.

Knap 30.000 borgere får i dag tandlægehjælp via omsorgstandplejen, men det burde gælde for i hvert fald dobbelt så mange. Mange tusinde af landets ældre får således ikke den tandlægehjælp, de har behov for og med rette har krav på.
Dertil kommer, at de behandlinger, som patienter i omsorgstandplejen rent faktisk får, ikke er optimale, eftersom moderne tandbehandling ikke kan udføres hjemme ved et almindeligt køkkenbord. Tandlægeforeningen finder situationen urimelig og ønsker et grundigt eftersyn af hele ordningen.
 

Ældre får ikke den tandpleje de har krav på

Kun halvdelen af dem, der har brug for tandlægehjælp via den såkaldte omsorgstandpleje, er visiteret ind i ordningen. Ifølge en prognose fra Sundhedsstyrelsen burde tilbuddet omfatte i hvert fald 60.000 borgere, men tal fra Danmarks Statistik viser, at det i dag kun gælder for knap 30.000. Det er kommunerne, der siden 1994 har haft ansvaret for at visitere borgere til omsorgstandplejen.
 

Omsorgstandpleje visiteres ikke af fagpersoner

Ifølge eksperter skyldes den manglende visitering flere forhold, bl.a. at kriterierne for at få tilbud om omsorgstandpleje ikke er ens i alle kommuner. Desuden udføres visitationen flere steder af administrativt personale, som ikke har den fornødne viden om, hvorvidt borgerne faktisk er i stand til selv at gå til tandlæge. Borgerne får derfor først tilbuddet om omsorgstandpleje, når det er alt for sent at forebygge, og de har brug for reel tandbehandling. Men omsorgstandplejen handler også i høj grad om forebyggelse.
 

Discount tandbehandling på køkkenbordet

Dertil kommer, at vilkårene, som selve tandhjælpen udføres under, er urimelige. Da ordningen startede, handlede det for mange patienter om at få vedligeholdt sit gebis, og det kan sagtens klares uden noget særligt udstyr. Men da tandsundheden blandt ældre i dag er blevet markant bedre, og mange nu bevarer egne tænder op i en høj alder, er der væsentligt større krav til de behandlinger, der er brug for. Og de kan ikke klares under dårlige lysforhold hjemme på køkkenbordet. Overtandlæge i Københavns Kommune, Børge Hede, kalder det ren diskriminering, når borgere er hensat til at få tandbehandlinger i eget hjem:

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi tillader, at ældre borgere får en discounttandbehandling i omsorgstandplejen. Det er simpelthen ikke rimeligt. Fru Hansen bliver jo heller ikke behandlet på køkkenbordet af lægen, siger Børge Hede, der har arbejdet med patientgruppen i 35 år.
 

Ikke lige adgang til tandpleje for alle

Forholdene i omsorgstandplejen betyder, at de ældre ikke altid får de fagligt optimale behandlinger, og at holdbarheden er ringere. Konsekvenserne kan også være, at de ældres tænder bliver efterladt ubehandlet eller trukket ud. Flere tandlæger omtaler selv omsorgstandplejen som ’det muliges kunst’, og det finder man helt urimeligt i Tandlægeforeningen:

- Det er dybt kritisabelt, at nogle borgere skal acceptere køkkenbordstandpleje. Det er et udtryk for, at der ikke er lige adgang til sundhedsydelserne. Omsorgstandplejen trænger til et grundigt eftersyn, så alle kommuner kan komme med i front, og borgerne kan få den tandpleje, de behøver og fortjener, siger foreningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg.
 

Fakta om omsorgstandplejen

  • Det blev i 1994 pålagt danske kommuner at tilbyde omsorgstandpleje. I Sundhedsstyrelsens retningslinjer hedder det, at ”kommunerne skal tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud.”
  • Der er således ikke noget økonomisk kriterium for at kunne benytte omsorgstandplejen. Det handler alene om, hvorvidt man primært fysisk, men også psykisk, er i stand til at benytte den almindelige voksentandpleje og møde op på en tandklinik.
  • I omsorgstandplejen er det tandlægen, der kommer hjem til patienterne – og altså ikke patienterne, der møder op på tandklinikken. Patienterne bor enten på plejehjem eller i eget hjem/ældrebolig. For sidstnævnte gruppe er egenomsorgen så begrænset, at de reelt kan sidestilles med plejehjemsbeboere.
  • Kommunerne har selv ansvaret for at visitere borgerne til omsorgstandpleje.
  • I 2011 var der på landsplan 27.082 brugere af omsorgstandplejen. Antallet af patienter varierer meget fra kommune til kommune.
Kilde: Den sociale ressourceopgørelse, Danmarks Statistik.
  • Ifølge Sundhedsstyrelsen er den samlede målgruppe for omsorgstandplejen 100.000 patienter, hvoraf i hvert fald 60.000 borgere må forventes at tilslutte sig ordningen.
Kilde: Sundhedsstyrelsens Tandplejeprognose 2010