Risiko for blodprop stiger voldsomt efter hofteoperation

Dato: Revideret 16. november 2012 - første publicering 15. november 2012
Risiko for blodprop stiger voldsomt efter hofteoperation

Det kan have alvorlige følger at få indopereret en kunstig hofte. Indtil seks uger efter operationen har patienterne en øget risiko for at blive ramt af en blodprop i hjernen, viser tal fra Danmark. Blodfortyndende medicin inden og efter operationen kan forhindre de livsfarlige blodpropper.

370 procent større risiko for blodprop

Mange tusinde danskere gennemgår hvert år en hofteoperation. Risikoen for, at de bliver ramt af en blodprop i hjernen, er øget med 370 procent inden for de første fjorten dage efter operationen. Det viser en ny undersøgelse lavet på baggrund af data fra 66.000 danske hofteoperationer.

- Problematikken er, at det er et operativt traume, og der vil altid være en risiko for blodprop. Men tallene er ganske interessante, for der er lavet relativt få undersøgelser af det her tidligere. Vi ville gerne klarlægge fordele ved hofteoperationer og risikomomenter, som vi skal være opmærksomme på, siger Peter Vestergaard, overlæge på endokrinologisk afdeling på Aalborg Sygehus og medforfatter på studiet.

Undersøgelsen har fået stor opmærksomhed i den internationale lægeverden  og er blevet offentliggjort i det respekterede lægetidsskrift Stroke. Resultaterne viser, at risikoen for blodprop i hjernen er størst i de første uger efter operationen, men først finder et mere normalt leje efter seks uger. Efter et år er risikoen på niveau med personer, der ikke har gennemgået en hofteoperation.

Læs også: B12 og folinsyre nedsætter risikoen for blodprop i hjernen


Blodfortyndende redning

Undersøgelsen viser samtidig, at ved at give blodfortyndende medicin inden og efter operationen bliver risikoen for blodprop i hjernen reduceret med 70 procent.

- Det er en god nyhed, for det er ikke sjovt at komme ind i statistikken. Hvis man tager udgangspunkt i apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning, red.), så kan det have mange alvorlige følgevirkninger, så man skal prøve at forebygge så meget som muligt. Hvis man kommer ind som hoftepatient, så forventer man nok ikke at vågne op med apopleksi, siger Lise Beha Erichsen, direktør i Hjernesagen.
 

Læs også: Sådan kan du teste om du har en blodprop i hjernen


Herhjemme bruger lægerne allerede rutinemæssigt blodfortyndende medicin til hoftepatienter, men først efter at have vurderet risikoen for blodprop hos hver enkelt patient.

- Det er ikke en god ide at uddele det her medicin som bolcher, for hvis patienterne har en lav risiko, så er der ikke noget at forebygge. Og samtidig kan patienterne få unødvendige bivirkninger som mavesår eller andre blødninger, siger Peter Vestergaard.

Vigtig tidshorisont

Selv om danske sygehuse allerede bruger blodfortyndende medicin til hoftepatienter, så mener Peter Vestergaard stadig, at undersøgelsen er vigtig for det danske sundhedsvæsen.

- Det er så fint med det her studie, at man kan se, hvor længe man skal behandle efter operationen. Tidshorisonten er et vigtigt aspekt, og det her sikrer, at vi ikke stopper for tidligt, siger han.

Læs også: Apopleksi - blodprop eller blødning i hjernen