Lupus-gåden gemt i kroppens affald

Kilde: Gigtforeningen
Dato: 21. September 2011
Lupus-gåden gemt i kroppens affald

Gigt- og bindevævssygdommen lupus eller SLE har i mange år været en gådefuld sygdom, der særligt rammer yngre kvinder. Både led, hud, slimhinder og indre organer kan angribes af sygdommen. Men forskere er nu væsentlig tættere på at knække sygdommens kode:

- Meget tyder på, at sygdommen lupus skyldes, at kroppen ikke rydder ordentligt op efter sine egne celler, som løbende udskiftes.Det siger professor, dr.med. Søren Jacobsen fra Reumatologisk Klinik på Rigshospitalet.

Søren Jacobsen understreger, at forskere længe har næret mistanke til netop kroppens indre affaldshåndtering:

- Vi har de seneste år forsket intensivt netop på dette felt. Og det står nu mere og mere klart, at cellerester, som ikke er blevet fjernet grundigt nok, kan udløse den autoimmune reaktion som forårsager lupus.

Søren Jacobsen forklarer, at ”på sigt vil den ny viden åbne for nye diagnostiske og behandlingsmæssige muligheder ved både lupus og andre autoimmune sygdomme.”

Konference om Lupus ( SLE) i københavn

Fra torsdag til lørdag denne uge er København værtsby for lupus EUROPE Convention 2011. Her vil delegerede fra hele Europa og en række europæiske lupusgrupper komme til København for at mødes, udveksle idéer og blive præsenteret for de seneste danske forskningsresultater om lupus.

Blandt deltagerne er Gigtforeningens direktør, Lene Witte. Hun glæder sig over de nye resultater fra forskningens verden.

- Jeg er meget begejstret over, at danske forskere – med støtte fra blandt andre Gigtforeningen – nu har nået et gennembrud i forhold til at forstå, hvad der udløser denne meget alvorlige sygdom. Det er viden, som kan få en kæmpe betydning for den ca. halve million europæere, der lever med lupus, og noget, som det er afgørende, at vi bygger videre på, siger Lene Witte.