Invitation til alle danskere: Kom gratis i svømmehallen onsdag den 12. oktober

Kilde: Gigtforeningen
Dato: 12. oktober 2011
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2011/aquapunkt_gigtdag.jpg

En ny survey viser, at næsten ni ud af ti danskere sjældent eller aldrig går i svømmehallen. Det vil Gigtforeningen gerne ændre på, fordi træning i vand kan lindre og forebygge de smerter i led og muskler, som er så almindelige. Derfor er onsdag den 12. oktober udråbt til Store Vanddag med et tilbud til danskerne om at komme gratis i svømmehallen.

En ny survey viser, at næsten ni ud af ti danskere sjældent eller aldrig går i svømmehallen. Det vil Gigtforeningen gerne ændre på, fordi træning i vand kan lindre og forebygge de smerter i led og muskler, som er så almindelige. Derfor er onsdag den 12. oktober udråbt til Store Vanddag med et tilbud til danskerne om at komme gratis i svømmehallen.
 

Træning i vand styrker kroppen skånsomt

Træning i vand styrker kroppen, lindrer de ømme punkter og forebygger problemer i led, ryg og muskler. Alligevel er det kun syv pct. af danskerne, som aktivt bruger vandtræning for at blive smerterne kvit. Det viser en ny survey foretaget for Gigtforeningen af analyseinstituttet YouGov, der har set på danskernes holdning til motion og træning i vand.

- Træning i vand er en skånsom metode til at forebygge ømme led og muskler, men den nye survey afslører, at danskerne ganske enkelt ikke er klar over det. Vi håber, at det er noget vi kan være med til at ændre på, når vi sammen med 64 svømmehaller landet over giver en gratis entrebillet på Store Vanddag, siger Gigtforeningens direktør Lene Witte.
 

Gratis træning onsdag

For at være med på Store Vanddag skal man blot melde sig til på Facebook.com/Gigtforeningen og møde op i den udvalgte svømmehal den 12. oktober, hvor man kan prøve Gigtforeningens træningskoncept AquaPunkt. AquaPunkt består af en række enkle øvelser i vand for både arme, skuldre, lænd, mave, hofter og ben, som man laver med nogle særlige redskaber, der står ved bassinkanten.

Læs mere om tilbudet på Gigtforeningens hjemmeside her
 

Hver fjerde dansker dyrker ikke motion

Ud over at surveyen viser, at kun en lille gruppe danskere er trofaste svømmehalsgæster, viser den også, at næsten hver fjerde af de adspurgte sjældent eller aldrig dyrker motion, mens kun 16 procent føler, at de får motion nok. Som de største barrierer nævner de manglende motivation, manglende tid og for dyre træningstilbud, mens hver fjerde klager over fysiske skader.

- Det er påfaldende, at så stor en gruppe af de adspurgte ikke dyrker motion regelmæssigt, når vi ved, at den rette træning kan modvirke problemer med led, ryg og muskler. Stærke muskler beskytter mod slidgigt, og hvis du for eksempel har en sportsskade, er du i risikozonen for at udvikle slidgigt, forklarer fysioterapeut Lene Mandrup, som har været med til at udvikle AquaPunkt i Gigtforeningen. Hun understreger, at vandtræning er meget velegnet til mennesker med ømme punkter, fordi det er skånsomt og letter belastningen på ømme led.
 
I alt 64 AquaPunkt-svømmehaller over hele landet inviterer gratis til Store Vanddag.