1,5 millioner danskere har kvittet smøgerne

Forfatter: Trine Brøndsted
Dato: 3. januar 2011
Kilde: ritzau, Sundhedsstyrelsen

Stadigt flere skodder cigaretten og bakker væk fra piben. En tredjedel af danskerne er nu eks-rygere, og under en fjerdedel af befolkningen ryger stadig. Rygestop


Antallet af rygere falder markant,
og halvdelen af alle rygere vil
gerne stoppe

Stadigt flere skodder cigaretten og bakker væk fra piben. En tredjedel af danskerne er nu eks-rygere, og under en fjerdedel af befolkningen ryger stadig.
 

Stor nedgang i rygning de sidste ti år

Udviklingen de seneste ti år har været markant. Ved årtusindskiftet røg 33 procent af de voksne danskere mod 24 procent nu. Heraf 20 procent, der ryger hver dag.

Samtidig er andelen, der er holdt op med at ryge, rekordstor med 33 procent af de voksne. Halvanden million danskere er i dag eks-rygere, og der er en million, der ryger.

Det viser en ny stor undersøgelse om rygning, som Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening står bag.
 

Rygere vil gerne stoppe

Organisationerne bag undersøgelsen fæster sig også ved, at 73 procent af de resterende rygere har prøvet at holde op. 54 procent af rygeren har planer om det.

- Der er hurtig gevinst for hjertesundheden ved et rygestop. Allerede 24 timer efter, at den sidste cigaret er slukket, er risikoen for blodpropper faldet markant, siger Charlotte Kira Kimby, sundhedschef i Hjerteforeningen.

Kun tre procent angiver, at de har fået hjælp til rygestop af deres læge. Kun ved hvert fjerde lægebesøg inden for det seneste år er patienterne blevet spurgt til deres rygevaner.
 

Forbyd rygning i arbejdstiden

Undersøgelsen fortæller også, at en fjerdedel af dem, der ryger, var over 18 år, før de begyndte at ryge regelmæssigt.

- Derfor skal vi ikke kun tænke på skoler, men også tænke på forebyggelse på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. En nem løsning ville være helt at forbyde rygning i arbejdstiden, siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, overlæge Hans Storm.

Ifølge undersøgelsen støttes dette forslag af et flertal af befolkningen. 52 procent synes godt om forslaget, og kun 26 procent synes, at det er dårligt.
 

2009 rygestopkampagne havde stor effekt

Rygestopkampagnen ”Hver eneste cigaret skader dig” fra 2009 havde stor gennemslagskraft og har sandsynligvis bidraget til den positive udvikling mod færre rygere. Det fremgår af en evaluering af kampagnen.

80 % af alle rygere bemærkede kampagnen, mens 50 % betragtede den som relevant. Kampagnen fik 10 % af rygerne til at forsøge at droppe cigaretterne.

Andelen af dagligrygere faldt i perioden december 2008 – marts 2010 med 2 procentpoint, og det er mindst det dobbelte af det forventede.
 

Kampagnen nåede nye målgrupper

Rygestopkampagnen var kendetegnet ved stærke billeder af lunger, arterier, hjerner og øjne, der var ødelagt af rygning, og det har tilsyneladende talt til grupper, som normalt er vanskelige at nå med denne type kampagner.

Således er det især unge, mænd og personer med kort uddannelse, der har taget kampagnens budskaber til sig.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...