Bevis for kroniske smerter efter whiplash

Forfatter: Trine Brøndsted
|
Kilde: Dagens Medicin, PloS ONE
Dato: 28. april 2011
Bevis for kroniske smerter efter whiplash

Svenske forskere har fundet bevis for, at der faktisk sker en reaktion i nakken på patienter med kroniske smerter efter whiplashskader. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet PloS ONE.

Tidligere studier har vist, at stoffet deprenyl kan bruges til at påvise væv, hvor der er en igangværende inflammation. Det brugte de svenske forskere som deres udgangspunkt til at undersøge patienter med nakkesmerter efter trafikulykker.

Deprenyl afslører smerter, som ingen kan se

Med deprenyl som indikator blev smertepatienter og en kontrolgruppe af raske personer undersøgt i en PET-scanner.

I kontrolgruppen blev der udelukkende fundet lave værdier af deprenyl, men blandt de 22 smertepatienter fandt forskerne derimod høje værdier. Resultaterne støtter dermed hypotesen om, at kroniske nakkesmerter kan forårsages af inflammatoriske processer.

Hvor undersøgelser med røntgen eller MR-scanner ikke viser noget unormalt hos whiplashpatienter, er måling af deprenyl en objektiv markør for, at smerten virkelig opstår i nakken, mener de svenske forskere.
 

Læs artiklen på Dagens Medicin her

Se forskningsresultaterne på PloS ONE her