Kun hver tiende dansker er organdonor

Dato: 13. april 2010
Kilde: Nyreforeningen


Selvom danskerne gerne vil donere
organer, har alt for få tilmeldt sig
organregistret

85 pct. af den samlede danske befolkning er positive over for organdonation, men kun 12 pct. er tilmeldt organregistret. Nyreforeningen iværksætter derfor nu en ny kampagne for at få danskerne til at handle på deres gode intentioner.
 

Ny kampagne - det er ikke nok at tage stilling

Kampagnen lanceres under parolen 'Det er ikke nok kun at tage stilling - du er også nødt til at handle' og skal få danskerne til at melde sig som organdonorer én gang for alle. Kampagnen skydes i gang i Århus og København den 14. april med en 'organindsamling', støttet af kendte danskere, der har haft organtransplantation og nyresygdom tæt inde på livet.
 

Danskerne positive overfor organdonation

Gennem de seneste år har vi haft stort fokus på organdonation herhjemme. Forskellige oplysningskampagner har igen og igen opfordret danskerne til at tage stilling til emnet. Kampagnerne har været en stor succes, for mere end 8 ud af 10 danskere er positive overfor organdonation. Alligevel er kun lidt mere end hver tiende dansker tilmeldt organregistret, mens 455 danskere lige nu står på venteliste til en ny nyre. Nyreforeningen iværksætter derfor nu en kampagne, der skal få danskerne til at gøre tanke til handling og melde sig som organdonorer én gang for alle.

- Vi ved, at danskerne er vældigt positivt indstillede over for organdonation, og flere og flere melder sig også til organregistret hvert eneste dag. Alligevel er kun lidt mere end hver tiende dansker tilmeldt registret, og den kedelige statistik vil vi meget gerne være med til at lave om på, siger Stig Hedegaard Kristensen, der er formand for Nyreforeningen i Danmark.

Det lave antal organdonorer skyldes sandsynligvis vores tabu omkring at tale med sine nærmeste om døden og ikke mindst tanken om, at læger skal skære i dine nærmeste midt i sorgen over deres bortgang. Her er vi i Danmark klart mere tilbageholdende end vores nabolande, hvor antallet af organdonorer er langt højere. Til sammenligning er ca. hver femte nordmand organdonor, altså dobbelt så mange som i Danmark.
 

Forringet livskvalitet for nyrepatienter

Med 'Det er ikke nok kun at tage stilling - du er også nødt til at handle' vil Nyreforeningen ligeledes sætte fokus på vilkårene for landets nyrepatienter. Lige nu venter 455 danskere på en ny nyre og må i mellemtiden leve som dialysepatienter. Dialyse er en livsforlængende behandling, der er ekstrem hård for kroppen. Samtidig har dialysen stor indvirkning på patienternes livskvalitet, idet de sjældent kan have et almindeligt arbejde, kun må spise helt bestemte madvarer, og har vanskeligt ved at udføre helt almindelige ting som at cykle, svømme eller rejse på sommerferie.

- Livet som dialysepatient er præget af stor monotoni, og en patient tilbringer ofte op til 5 timer på hospitalet 3 gange om ugen. Samtidig er patienterne ekstremt trætte og har ofte kun meget lidt energi til at være sociale, ordne dagligdags gøremål og i det hele taget leve et normalt liv. Det går hårdt ud over deres livskvalitet. Uden dialysebehandling vil en person uden normal nyrefunktion dø i løbet af en uge til 14 dage, så der er ingen vej uden om behandlingen. Derfor er flere danske tilmeldinger til donorregistret så utrolig vigtigt. En ny nyre giver et nyt og bedre liv for de mange nyrepatienter, siger Søren Schwartz Sørensen, der er overlæge dr. med. ved Rigshospitalets nyreafdeling.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...