Fagbeskrivelser - Musikterapi

Dato: 27. april 2006

Læs om terapiformen musikterapi.


GIM - terapi


GIM - Guided Imagery and Music- er en dybtgående musikpsykoterapeutisk metode, hvor specielt udvalgt klassisk musik bruges til at skabe indre oplevelser.

GIM bygger på musikkens evne til at fastholde stemninger og følelser og vække associationer og minder. GIM danner en støttende ramme for et bredt spektrum af oplevelser og for bearbejdning og transformation af indre tilstande.

GIM giver mulighed for ændring af fastlåste reaktionsmønstre, øget selvforståelse og indsigt, styrket evne til problemløsning, samt øget tilgang til kreative og spirituelle ressourcer.

GIM er effektiv både som kort- og langtidsterapi, hvor musikken danner en tryg og æstetisk ramme om psykiske forandringsprocesser og selvudvikling. GIM anvendes som psykoterapi, kriseterapi, til personlig udvikling, og kan også bruges til børn og unge. Metoden anvendes endvidere i psykiatrien, på hospices og som komplementær terapi under og efter cancerbehandling. En modificeret form for GIM bruges i gruppeterapi.


GIM-sessionen

En GIM-session varer fra 1 1/2 til 2 timer og består af en indledende personlig samtale, en guidet afspænding, musiklytning 30-45 minutter, mandalategning (cirkelindrammet tegning), samt en afsluttende samtale.

Under den indledende samtale aftales fokus for musikrejsen, som f.eks. kan være et billede fra en drøm, en vanskelig situation eller følelse, et kropssymptom, relationen til en vigtig person, eller en åbning mod nye horisonter eller dele af en selv. Den rejsende ligger ned under afspænding og musiklytning, og terapeuten er guide og opretholder en dialog med lytteren under hele rejsen, samt nedskriver den rejsendes fortælling. Musiklytningen foregår i en let ændret bevidsthedstilstand og kan bringe kontakt til indre billeddannelser, følelser, krops- og sanseoplevelser, (barndoms)erindringer, fordybede musikoplevelser, eksistentielle og spirituelle oplevelser og indsigter.  Musikken består af et  program af satser fra symfonisk klassisk musik, designet til brug for forskellige typer af processer og temaer, f.eks. sorgbearbejdning, relationsarbejde, livsovergange, højdepunktsoplevelser m.m. Efter rejsen bearbejdes oplevelsen via samtale, og evt. mandalategning og kropsarbejde. I samtalen lægges vægt på at oplevelsen bliver sat i sammenhæng med den rejsendes livssituation, og på at den rejsende kan etablere sit eget syn på oplevelsen og dens betydning.

GIM blev udviklet i 1970´erne af musikeren og musikterapeuten Helen Bonny fra Maryland, USA. Metoden er siden videreudviklet og udbredt over det meste af verden. Der er blevet lavet en hel del forskningsprojekter, som dokumenterer effekten af GIM på såvel fysiske faktorer (f.eks. blodtryk, stresshormoner, immunforsvar) som psykiske faktorer  (f.eks. livskvalitet, depression, mening og sammenhæng i tilværelsen).

GIM-terapeuter er organiseret i Association of Music and Imagery (AMI), og er underlagt organisationens etiske regler samt krav om stadig videreuddannelse og supervision.

GIM-terapeut-uddannelsen

Forudsætning for at blive optaget på uddannelsen til GIM-musikterapeut er en 3-årig terapeutisk uddannelse.

Trin 1: Er en 5-dages workshop, hvor  personlige og transpersonlige bevidsthedsniveauer udforskes gennem musikrejser i dyader (2 personer) og i gruppe. Desuden gennemgås GIM’s historie og teori, samt metodens bestanddele og etik.

Deltagelse i denne workshop er en forudsætning for at kunne fortsætte træningen, ligesom det anbefales at den studerende har 2 års erfaring med klinisk arbejde indenfor et relevant felt.

Trin 2 og 3; strækker sig over en periode på 3 år. Den studerende arbejder i dybden med de områder, som blev introduceret på trin 1. Desuden indbefatter videreuddannelsen undervisning i bevidsthedsteorier, musikkundskab og musikkens oplevelsespotentiale, herunder omfattende litteratur-gennemgang og udfærdigelse af case, og afsluttende skriftlig projektopgave.

I forbindelse med trin 2 og 3 har den studerende mindst 30 egenterapi-sessioner, ca. 120 sessioner med klienter, 15 supervisionstimer og 5 timers konsultation med træneren eller andre uddannede GIM-terapeuter.


For yderligere information send en mail til:
  musicoach@mail.dk  
 
 Eller besøg hjemmesiden:
  www.gimterapi.dk
 

 


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...